Hjem    Familien   Dagbog   Galleri   Handicap   Sorg   Links   Kontakt

Carsten   Majbritt   Martin   Isabella   Victoria

Isabella

 

Isabella Dahl Bendixen blev født 14. marts 2003 og døde 20. april 2008. Hun kom til verden en solskinsdag og tog herfra en solskinsdag og nåede desværre kun at blive 5 år og 37 dage gammel.

 

Isabella blev født med Downs Syndrom og nåede i sit korte liv at opleve mange sygehusophold. Sidste sygdomsperiode startede sidst i marts 2008 med indlæggelse 4. april pga leukæmi (akut lymfatisk leukæmi). Hun kom straks i behandling, men tålte kemoen så dårligt, så hun til sidst fik indre blødninger og kredsløbssvigt. Hun døde søndag morgen den 20. april kl 9.48.

 

Isabella arvede nok mest sit temperament fra sin mor; livsglad, livsstærk og livsnyder - men hun var også en temperamentsfuld frøken. Isabella gik til dans fra hun var 2½ år gammel og var en rigtig lille dansemus - hun bad tit om at danse ligeså snart hun vågnede om morgenen. I samme alder startede hun med at gå til ridning - hvis der blev krævet noget af hende brokkede hun sig, men ligeså snart rideturen gik ud i skoven, snakkede hun i et væk.

 

Hun elskede at lege, tumle, gynge, grave i sandet og fjolle. Hun nød at have besøg af familien, andre børn og hendes bonusfamilie Randi og Niels - især hvis den stod på laks på bordet. Allermest var hun nok vild med at lege med sin lillesøster Victoria, samt danse og hygge i sofaen med mor og far og en masse gode bøger, imens hun blev nusset på hånden.